I mit pædagogiske arbejde med børn har jeg flere gange oplevet at man vil tage noget fra børnene hvis de ikke gør som man gerne vil have dem til.
Jeg har også selv benyttet mig af det samme redskab, og nogle gange virker det også. MEN… Ofte når jeg oplever at man vil tage noget fra barnet for at få barnet til at gøre som man selv vil have, eller som man selv mener, er det rigtige, krummer jeg tæer, og tænker ”find da en anden løsning”.
Jeg oplevede i går en episode med en dreng fra en specialklasse, og han har det ofte svært med de skoleaktiviteter som han skal igennem dagligt. (Hvorfor han så skal det er en helt anden sag, som jeg ikke tager så meget med her.)
Det er første hele dag hvor jeg er sammen med drengen, og jeg skal være en del sammen med ham fremover også. Jeg har ikke et stort kendskab til ham, men har dog flere gange mødt ham i frikvarterer, til samlinger, idræt og andre sammenhænge, så jeg ved hvem han er, og jeg ved lidt om hvordan han opfører sig.
Episoden foregår i en skolegård, hvor drengen råber og skriger over at hans frikvarter er færdigt, og at han derfor ikke kan spille fodbold mere, men i stedet skal ind og følge resten af skoleskemaet. Det er mig der har fortalt ham at fodboldkampen er færdig, og da han begynder at råbe, vender jeg ryggen til ham og går mod døren.
En pædagog der kender drengen meget bedre end mig har set hvad der er sket, og med en høj stemme fortæller hun at hvis han skaber sig når fodbolden slutter, skal han ikke spille fodbold mere. Drengen fortsætter med at råbe mens han ligger ned, og hun fortsætter med ”Hvis det skal være sådan når du skal stoppe med at spille fodbold er der ikke mere fodbold i denne uge.” Drengen stopper ikke, og hun giver ham en sidste chance for at tænke sig om og stoppe.
Det hjalp lidt, men ikke helt, og derfor blev straffen at han ikke måtte spille fodbold hele ugen. Jeg fik det helt skidt over at situationen var endt på den måde, for det var slet ikke min plan med at vende ham ryggen.
Hvad planen var, var jeg ikke helt sikker på, men jeg vidste at jeg gjorde noget der har virket før med andre lignende børn i lignende situationer. Jeg har tænkt en del over hvad det var jeg gjorde og hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, og er kommet frem til noget jeg tror, er svaret.
Desværre er svaret, at jeg gjorde ca. det samme som den kvindelige pædagog, men i stedet for at tage fodbolden fra ham, tog jeg mig selv fra ham. Grunden til at det ikke havde den stærke virkning lige med det samme, kan være mange, men den mest oplagte mener jeg er, at vi ikke havde nået at knytte mange bånd i løbet af de ca. 90 min vi havde været sammen i løbet af dagen.
Det giver også god mening med hvorfor det virker med andre lignende børn som jeg har arbejdet meget mere med, og derfor har en meget større ”venskab” med. Når jeg tager mig selv fra dem, ved at vende ryggen til dem og gå fra dem, ved de godt at de skal vælge mellem den negative adfærd, eller samværet med mig.
Så når jeg ikke kan lide at den kvindelige pædagog ville tage fodbolden fra drengen, men selv ville tage mig selv fra ham, hvorfor kan jeg så syntes at det er forkert at tage fodbolden? Det med at tage fodbolden fra drengen, vil alle kunne gøre, uanset om det er hans lærer, pædagog, mor, far, eller en helt fremmed, hvorimod at der ikke er andre der kan tage mig fra ham. Så redskabet med fodbolden virker umiddelbart mest rigtigt, men mavefornemmelsen siger mig noget andet.
Måske er redskabet godt nok, men måske er det brugen af det der er forkert. Ved drengen godt hvad det vil sige at han ikke må spille fodbold i en hel uge? Eller ville det måske være nok straf at tage fodbolden resten af dagen. Det er jo ikke en dreng fra normalområdet, og jeg er ikke sikker på at han har den forståelse af tid der gør at han i dag eller i morgen har forståelse for at han i mandags gjorde noget som han stadig skal straffes for.
Kan han overhovedet huske episoden når det bliver fredag, og hvis ikke, hvad hjælper det så med så lang en straf?
Ved at tage mig fra drengen, rammer jeg ham her og nu, og jeg vil lynhurtigt kunne give ham noget positivt igen, hvis han fortjener det. Jeg straffer ham ikke i morgen og heller ikke på fredag, men jeg straffer lige i situationen.
Men hvorfor straf, og ikke gulerod?
Jeg kender ikke drengen godt nok til at jeg vil kunne fange alting inden det udvikler sig. I mit arbejde med andre børn, har jeg ofte brugt en gulerod, når jeg har vidst at der ville være en opgave, en situation eller lignende som ville være meget svær for den pågældende. Så har jeg taget en snak med barnet om hvad der skulle ske, hvordan man kunne klare det der skulle ske, og hvad man kunne opnå ved at klare det på en positiv måde.
Jeg kunne fortsætte meget længere men ville begynde at dreje emnet i mange flere retninger, så de kommer i stedet en anden gang.
